kan jeg bare få lov at gøre det her hele dagen, hver dag?

 Hej bloggen

Okay, yndlingsemnet får lige lov at fylde lidt her i dag. Ville egentlig vente med at lave et opslag om særlige interesser indtil jeg kunne fortælle lidt mere om det, fra et perspektiv der måske er lidt bredere end mit eget, men som med mine særlige interesser kunne jeg bare ikke vente, så here we go. Særlige interesser kan egentlig være hvad som helst, og nogle af dem varer hele livet, mens andre varer en kortere periode. Selv har jeg altid haft virkelig mange af dem, og har svært ved at tilbageholde min begejstring hvis jeg støder på noget nyt og spændende. Absorberes fuldstændig i tingene, tænker på det alle mine vågne timer + de timer, jeg forsøger at falde i søvn men ikke kan, fordi alt det jeg kunne lave og undersøge(!!) Det er vanskeligt at forklare følelsen, men absorbering er et godt ord, synes jeg. Begyndte at skrive om det her, fordi jeg i morgen skal lave keramik, min ugentlige mulighed for det. Hver gang jeg er kommet hjem fra sådan en keramik-dag, er det nærmest som om minutterne går langsommere, når jeg tæller dem, fordi tænk at en uge kan vare så længe, når jeg ikke kan have hænderne i leret. Det gør mig virkelig glad at lave keramik, træder ligesom ind i en zone, hvor resten af verden går væk og jeg er bare der, sammen med leret. Har svært ved at beskrive hvordan følelsen ved tanken er, men det er lidt ligesom mange små bobler der stiger til vejrs og bevæger sig rundt indeni mig, altså på sådan en god, blød sodavands måde. Helt ud i fingerspidserne, i tæerne.   Har gået i snart en uge med et billede inde i mit hoved, et billede af den figur jeg skal lave i morgen. Det kom en aften, jeg ikke kunne sove. Pludselig var den bare der, i en tanke, figuren. Jeg har ikke tegnet en skitse, men billedet er stadig det samme, og i morgen kan jeg forme den i leret.     Vil dele et stykke tekst om særlige interesser fra bogen Untypical af Pete Wharmby, som også var det stykke tekst, der gav mig lyst til at dele mine tanker her på bloggen til at begynde med. 


“Autistic special interests are almost as varied as the autistic people who spend every available moment thinking about them. There’s no limit to them. They can be quiet, individual, thoughtful in nature, or they can be physical activities involving other people. … Despite the vast diversity of interests, however, there are lots of commonalities that are shared by autistic people all over.

First, these special interests help us regulate our moods and manage our stress levels. This is an extremely important aspect that’s all too often overlooked. 

Second, they help us find and maintain social groups to be a part of, whether in the form of clubs, fandoms or societies. For a group of people who can struggle to find ways to interact with other, this is an invaluable benefit. 

Third, they frequently (though not always) form part of our way to support ourselves. Thanks to the almost inevitable fact that we will become pretty expert in whatever topic it is we focus on, being able to make a little money out of our interests is entirely possible, and some autistic people have managed to forge entire careers based on them.

… 

Most autistic people have special interests. … They are interests that are of huge importance to us, that seem to take up more space in our heads than regular hobbies do for neurotypical people. They are felt intensely, experienced with a passion veering on obsession, and are never far away from the forefront of our minds. They seem to nourish and sustain us, and can feel (to me at least) important enough as to give my life meaning at times where everything else seems hopeless. In short, special interests are important and they’re widespread, meaning that they’re one of the better-known traits of autism, although, as we’ve seen time and again, much of this is tainted by simplistic stereotype and assumption.”

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

at bruge følelserne til at bevæge sig

 Det er nemt at tro på det man hører, når man altid er blevet fortalt, at man er forkert, og man ikke har nogen at spejle sig i. Om at man er en der skal rettes op på, en der skal lære at passe ind, en der burde være noget andet. At skamme sig over sig selv, at gemme sig væk, lade som om man er en anden. Når alle systemer er bygget op omkring en hjerne, man ikke har, aldrig får.   Og så en form for eufori. At opdage, at man kan være sig selv. At det måske ikke helt er tilladt, men at det er bedre end noget andet, man har bildt sig ind. At blæse på det tilladte, det korrekte, at omfavne sig selv. At kunne se tilbage, føle sorg og håb på samme tid. At kunne se frem. At turde drømme, danse. At finde styrke i sorgen, i vreden. At bruge følelserne til at bevæge sig.
Læs mere

håbet om en verden af kærlighed

 Jeg tror på muligheden for en verden, hvor inklusion ikke er noget man skal kæmpe for eller behøve at drømme om. En verden, hvor vi ser på alle mennesker som lige, anerkender at ingen er mindre værd eller mindre vigtige end andre. Et sted, hvor der ikke er én rigtig måde at fungere på, men utallige, der gør det muligt for alle at føle sig gode som de er. Et sted, hvor ingen skal skubbes ud over deres grænser hver dag, for at bevise noget overfor samfundet. Et sted, hvor vi støtter hinanden, uanset om nogle har brug for mere støtte end andre, hvor vi forstår at vi har behov for forskellige ting, men at ingen mister noget på at give det de kan. Et sted, hvor vi tilgår hinanden med kærlighed, hvor hieraki ikke er en faktor, og ingen fortjener mindre end andre, uanset fysisk eller psysisk evne til at bidrage gennem arbejde. Jeg tror på et samfund baseret på kærlighed, fordi jeg ved, kærligheden eksisterer, fordi den er i mig.  
Læs mere

hvilen

 Hej bloggen Har en god dag i dag. Solen skinner og det er lunt, der hvor der er læ, og København føles som en forårsdag. Har drukket kaffe i solen med en ven og en slags ekstra ven. Med eftermiddagen kom også flere folk til baggården, vi sad i, og så mærkede jeg mit tegn til at drage hjemad for at hvile. Er ved at blive venner med den, hvilen. Den kan være svær at forlig sig med, men jeg prøver at acceptere, hvor meget jeg har brug for den. Tror det er den bedste taktik, at skabe plads til den. Det kan være svært, når de andre bliver siddende, og alle følelserne i min krop og mit hoved giver mig signaler om, at det er tid til at kramme farvel. Men klogt føles det, når jeg kommer hjem og mærker trætheden sådan ægte. Så kan jeg lige trække vejret og spise nogle havregryn og stirre lidt ud i luften. Solen skinner også ind ad vinduerne.
Læs mere