Hej bloggen Har en god dag i dag. Solen skinner og det er lunt, der hvor der er læ, og København føles som en forårsdag. Har drukket kaffe i solen med en ven og en slags ekstra ven. Med eftermiddagen kom også flere folk til baggården, vi sad i, og så mærkede jeg mit tegn til at drage hjemad for at hvile. Er ved at blive venner med den, hvilen. Den kan være svær at forlig sig med, men jeg prøver at acceptere, hvor meget jeg har brug for den. Tror det er den bedste taktik, at skabe plads til den. Det kan være svært, når de andre bliver siddende, og alle følelserne i min krop og mit hoved giver mig signaler om, at det er tid til at kramme farvel. Men klogt føles det, når jeg kommer hjem og mærker trætheden sådan ægte. Så kan jeg lige trække vejret og spise nogle havregryn og stirre lidt ud i luften. Solen skinner også ind ad vinduerne.

  Hej bloggen Okay, yndlingsemnet får lige lov at fylde lidt her i dag. Ville egentlig vente med at lave et opslag om særlige interesser indtil jeg kunne fortælle lidt mere om det, fra et perspektiv der måske er lidt bredere end mit eget, men som med mine særlige interesser kunne jeg bare ikke vente, så here we go. Særlige interesser kan egentlig være hvad som helst, og nogle af dem varer hele livet, mens andre varer en kortere periode. Selv har jeg altid haft virkelig mange af dem, og har svært ved at tilbageholde min begejstring hvis jeg støder på noget nyt og spændende. Absorberes fuldstændig i tingene, tænker på det alle mine vågne timer + de timer, jeg forsøger at falde i søvn men ikke kan, fordi alt det jeg kunne lave og undersøge(!!) Det er vanskeligt at forklare følelsen, men absorbering er et godt ord, synes jeg. Begyndte at skrive om det her, fordi jeg i morgen skal lave keramik, min ugentlige mulighed for det. Hver gang jeg er kommet hjem fra sådan en keramik-dag, er det...

 Hej bloggen Lige lidt om et kærlighedssprog i dag. Der er jo mange (helt sikkert mere end 5), men tænkte lige på det her. Mine former for kærlighedssprog er nok i virkeligheden meget lig neurotypikeres kærlighedssprog. Men noget jeg tror, skiller sig ud i dets markanthed, er “parallel play". Har for nyligt fundet ud af, at det er en ting, og at det åbenbart er noget, autister gør ret meget. Inklusive mig selv. Jeg kan virkelig godt lide at gøre min egen ting i nærværet af andre mennesker. Det er sikkert noget alle gør, når man sådan tænker over det. Men ting jeg læser, når jeg researcher, omhandler mest børn, og hvordan parallel play er en vigtig faktor i udviklingen. Alligevel fortsætter det jo egentlig hele livet, og det giver så god mening, at det er en rar måde at være sammen på, særligt for mennesker der bruger meget energi på at socialisere. Følelsen af det fysiske nærvær, fraværet af pres på at skulle føre en konstant samtale, små input af tanker fra hinanden, trygheden, f...

 Hej bloggen Hvor skal jeg overhovedet begynde med det hele? Der er så mange ting at tale om, og måske er jeg også mindre interesseret i at skrive en blog kun bestående af explainers. Vil gerne give et indblik i de følelser og tilstande, jeg oplever som autist, men kan jo umuligt afdække det hele alligevel. Der er mange måder at være autist på, lige så mange, som der er autister. Der er fælles træk, fælles udfordringer, fælles glæder, men alt i variationer. Jeg har vidst, at jeg er autist, siden jeg var 8. Det var der, jeg fik min diagnose. Men jeg har ikke vidst, hvad det ville sige at være autist indtil nu, i midten af mine 20’ere. Jeg er vokset op med en ide om, at jeg havde nogle udfordringer, og de udfordringer skulle jeg lære at tackle, så jeg kunne fungere som andre mennesker, som ikke-autister. Det har ligesom været målet, det var der jeg ville lykkes. Det har været mange år i forvirring og frustration. Og klart, for virkeligheden er at jeg aldrig kommer til at fungere som ...