Det er nemt at tro på det man hører, når man altid er blevet fortalt, at man er forkert, og man ikke har nogen at spejle sig i. Om at man er en der skal rettes op på, en der skal lære at passe ind, en der burde være noget andet. At skamme sig over sig selv, at gemme sig væk, lade som om man er en anden. Når alle systemer er bygget op omkring en hjerne, man ikke har, aldrig får.   Og så en form for eufori. At opdage, at man kan være sig selv. At det måske ikke helt er tilladt, men at det er bedre end noget andet, man har bildt sig ind. At blæse på det tilladte, det korrekte, at omfavne sig selv. At kunne se tilbage, føle sorg og håb på samme tid. At kunne se frem. At turde drømme, danse. At finde styrke i sorgen, i vreden. At bruge følelserne til at bevæge sig.