håbet om en verden af kærlighed

 Jeg tror på muligheden for en verden, hvor inklusion ikke er noget man skal kæmpe for eller behøve at drømme om. En verden, hvor vi ser på alle mennesker som lige, anerkender at ingen er mindre værd eller mindre vigtige end andre. Et sted, hvor der ikke er én rigtig måde at fungere på, men utallige, der gør det muligt for alle at føle sig gode som de er. Et sted, hvor ingen skal skubbes ud over deres grænser hver dag, for at bevise noget overfor samfundet. Et sted, hvor vi støtter hinanden, uanset om nogle har brug for mere støtte end andre, hvor vi forstår at vi har behov for forskellige ting, men at ingen mister noget på at give det de kan. Et sted, hvor vi tilgår hinanden med kærlighed, hvor hieraki ikke er en faktor, og ingen fortjener mindre end andre, uanset fysisk eller psysisk evne til at bidrage gennem arbejde. Jeg tror på et samfund baseret på kærlighed, fordi jeg ved, kærligheden eksisterer, fordi den er i mig. 

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

at bruge følelserne til at bevæge sig

 Det er nemt at tro på det man hører, når man altid er blevet fortalt, at man er forkert, og man ikke har nogen at spejle sig i. Om at man er en der skal rettes op på, en der skal lære at passe ind, en der burde være noget andet. At skamme sig over sig selv, at gemme sig væk, lade som om man er en anden. Når alle systemer er bygget op omkring en hjerne, man ikke har, aldrig får.   Og så en form for eufori. At opdage, at man kan være sig selv. At det måske ikke helt er tilladt, men at det er bedre end noget andet, man har bildt sig ind. At blæse på det tilladte, det korrekte, at omfavne sig selv. At kunne se tilbage, føle sorg og håb på samme tid. At kunne se frem. At turde drømme, danse. At finde styrke i sorgen, i vreden. At bruge følelserne til at bevæge sig.
Læs mere

hvilen

 Hej bloggen Har en god dag i dag. Solen skinner og det er lunt, der hvor der er læ, og København føles som en forårsdag. Har drukket kaffe i solen med en ven og en slags ekstra ven. Med eftermiddagen kom også flere folk til baggården, vi sad i, og så mærkede jeg mit tegn til at drage hjemad for at hvile. Er ved at blive venner med den, hvilen. Den kan være svær at forlig sig med, men jeg prøver at acceptere, hvor meget jeg har brug for den. Tror det er den bedste taktik, at skabe plads til den. Det kan være svært, når de andre bliver siddende, og alle følelserne i min krop og mit hoved giver mig signaler om, at det er tid til at kramme farvel. Men klogt føles det, når jeg kommer hjem og mærker trætheden sådan ægte. Så kan jeg lige trække vejret og spise nogle havregryn og stirre lidt ud i luften. Solen skinner også ind ad vinduerne.
Læs mere